Tiden og alderen

Siden jeg var lille, har jeg været bevidst om at generationerne før mig bliver ældre efterhånden, ligesom jeg selv gør. Begge mine bedstefædre døde da jeg ikke var ret stor, og jeg tror det tidligt har givet mig en erkendelse af at de generationer som er før mig, bliver ældre efterhånden og sikkert vil dø før mig. Det gør det ikke lettere, men jeg tror perspektivet gør nuet mere intenst og i virkeligheden er klangbund for min store livsglæde.

Hvad jeg først senere er blevet opmærksom på, er at højt værdsatte ældre kolleger kan blive gamle, gå på pension og måske endda dø. Det er jo noget sludder at sige, for selvfølgelig har jeg vidst det hele tiden - i hvert fald hvis nogen havde spurgt. Men erkendelse er noget andet og mere end viden.

Her 15 år efter at jeg afsluttede min uddannelse, er flere af de kolleger jeg har lært mest af, gået på pension, og én er død. Selvom de var på arbejdspladser jeg forlængst har forladt, savner jeg dem. Jeg møder dem jo ikke længere.