Jeg har et barn i Afrika

Ja ja, vil I nok sige, det kan man jo sagtens have. Så betaler man et eller andet hver måned, og éns barn kommer i skole, får mad og skriver et brev til jul. Men sådan er det her ikke.

Mit barn er i Afrika. Næh, hun er ikke rigtig barn længere, men hun er dog min datter. Det er langt væk. Zambia, Choma og endnu længere ud på bøhlandet til der hverken er strøm eller forbindelse til mobiltelefonen, ja knap nok en vej.

Jeg ved at Jappy har det godt. Jeg kan høre det i hendes stemme når jeg taler med hende. Men jeg kan også høre at det er et hårdt liv. Hvor maden bliver fordelt efter status, og konerne får bank. Hvor HIV og AIDS er en del af tilværelsen, og uvidenheden er enorm.

Folk der har været i Afrika siger der er to muligheder: Enten elsker du det fra dag ét, eller også vil du hellere hjem. Nu. Jeg ved godt hvor jeg skal tælle min datter.

De siger også at der er tre faser af forholdet til Afrika: Først forblindelsen, det overvældende, livsglæden, kærligheden. Så træthed og irritation. Og i fase tre vender kærligheden tilbage.

Jeg er helt sikker på at min datter er forandret når hun kommer hjem. De oplevelser hun går igennem nu vil sætte sig spor. Jeg ved ikke hvilke spor, men jeg føler mig helt overbevist om at hun vil blive ved med at vende tilbage.

Vi fik en kæmpestor pakke sendt fra Lusaka, med afrikanske krukker i. Hun vidste vist godt de ikke kunne holde til turen - nu står vi her med et puslespil. Vi skal lige have fundet noget passende lim.

Og så har vi forresten fire store poser afrikanske popcorn stående....