Øjnene der ser

Da jeg kom til Langkawi i sidste weekend, var alt hvad jeg så fra taxaen et landskab, ikke meget forskelligt fra hvad jeg har set så mange andre steder. Nu ser jeg rismarker, gummiplantager, kokospalmer og rambutantræer, små boder med frugt eller grønt og små spisesteder, huse i ny og gammel stil og meget andet. Efter at have fået udpeget og fortalt forstår jeg nu hvad jeg ser.

På min første tur til Kuah i mandags kunne jeg ikke finde byen. Nu har jeg været der igen, den syder jo af liv. Man skal gå ind i butikkerne, de er ikke noget set udefra. Modsat mange andre steder bliver man ikke overfaldet af emsige sælgere, men det venlige personale er altid klar til at hjælpe, og der er altid 10 eller 20 procent rabat. Og sådan et livligt gadekøkken er slet ikke skræmmende, tværtimod får man dejlig mad og hjælpsom betjening for næsten ingen penge. Der var hvidløg i mine stegte nudler i dag, det kan jeg smage endnu.

Jeg har købt batik. I starten lignede det alt sammen hinanden, men nu kan jeg se kvaliteter, mønstre og stilarter. Og selv de dyre stykker er ufatteligt billige, så det er smag og kuffertkapacitet der afgør hvor meget man skal have.

Jeg har nu stadig meget tilbage at se og opleve i Malaysia og i Asien i det hele taget, men jeg tror jeg har fundet en nøgle. I aften flyver jeg hjem og håber det vil lykkes mig at medbringe lidt bedre vejr til de regnplagede stakler derhjemme.