fredag, juli 13, 2007

Ribs og solbær


Jeg bliver så glad når jeg sidder og plukker ribs, og solen kigger frem mellem skyerne og luner lidt. To et halvt kilo ribs blev det til i dag, og lidt flere solbær. Mange flere end vi plejer at få på de små, skravlede buske. Jeg er især imponeret over de to små ribsbuske, som har været halvkvalt i ukrudt og tydeligvis mangler næring, men alligevel sætter masser af ribs til os.

Nu står der 13 glas solbærmarmelade, ribssaften hænger til afdrypning ved siden af saften til rødgrød i morgen, et halvt kilo ribbede ribs er i fryseren, og en dejlig ribstærte er fordelt i familiens maver.

Hvor er det dejligt at gå her og have god tid til at nusse i haven og sætte lidt skik på huset. Det trænger, og jeg trænger.