Der er altså ting jeg ikke forstår. Olie og vand for eksempel. Ja, jeg forstår godt at man ikke kan blande det, men hvorfor er olie så meget dyrere end vand? Vand er livsnødvendigt, olie er - tjah... rart at have, praktisk, forurenende, klimatruende, dyrt.
Jeg arbejder med vand. Langsigtet beskyttelse af det grundvand som skal sikre at de kommende generationer også kan få rent drikkevand. Det er der ikke mange penge i.
Men min mari arbejder med olie - og se, her er der masser af penge. Det er lidt irriterende, for så længe olieprisen er høj, har han alt for meget at lave. Lige nu er han for eksempel på Nordsøen, og jeg ville helt ærligt hellere have ham her!
Er det fordi vi søde naive vandmennesker har defineret vand som et fælles gode, som man ikke må tjene penge på fordi det skal være tilgængeligt for alle - og olie er en simpel handelsvare? Jeg tror det desværre. Devaluering af det vigtigste. Lidt ligesom dagens avishistorier om at der ikke er noget prestige i at være skolelærer eller pædagog.