lørdag, juni 30, 2007

Langkawi

Det er ikke løgn, det sér faktisk sådan ud. Jeg tog lige et billede af udsigten fra mit værelse. It's a nice room with sea view and a nice big balcony. Balcony? Det ville være en terrasse, hvis ikke lige det var fordi den lå på anden sal. Kæmpeværelse med to queensize-senge, lænestolsarrangement og højt til loftet. Der skal jeg bo hele ugen.

Men ude på min balcony er der altså varmt, så jeg er også glad for at der er airconditionpå værelset. Jeg har stillet den på 28 grader, det er passende køligt...

Fredag den 29. juni 2007 var den korteste dag i mit liv. Jeg stod op alt for tidligt og tog et rettidigt (!) kystbanetog 5.57. Fly til Amsterdam, videre til Kuala Lumpur, hvor jeg spiste aftensmad mens I fik frokost, sov da I spiste aftensmad og spiste morgenmad allerede inden I gik i seng. Vi blev vækket kl. 4.20 med morgenmad! Så jeg fik ris med spicy sauce til morgenmad i dag. Maden var væsentligt bedre end på Helsingør Sygehus.
Malaysian airways har i øvrigt de yndigste stewardesser jeg nogen sinde har set, søde og smilende i lange kjoler, og med håret lige perfekt efter 12 timers flyvning. Og så kan de vimse på den dér asiatiske måde, hvis I ved hvad jeg mener. Nå, men det lykkedes da at sove lidt mellem midnat og morgenmad. Efter to nætter med for lidt søvn har jeg sparet op til en ordentlig nattesøvn i min queensize-seng.

I Amsterdam talte folk hollandsk til mig, men her er der ingen der forsøger sig med andet end engelsk. Where do you come from?

Selvom Malaysia er muslimsk, er det på en rar, afslappet måde. Der er alle variationer af slør og det der er værre, men lige ved siden af ser man en - lige så asiatisk udseende - pige i sommerkjole med bare skuldre.

Her på Langkawi har jeg en oplevelse af at være uden for sæsonen. Svømmepølen var helt tom kl. 13.30, og det er den vist stadig 16.15. Selvfølgelig, de muslimske koner gør det ikke meget i den slags, men mændene gør da. Masser af turistfaciliteter, meget få til at bruge dem. Hotellet ligger lidt for sig selv, men her er da lidt tingel-tangel-butikker og en isbod, så man behøver ikke bevæge sig nogen steder. Skulle man alligevel få lyst til at komme lidt ud, er det billigt at køre i taxa. De 10 km fra lufthavnen kostede 18 RM, det svarer til 30 kr. Det kan jeg jo nok blive nødt til at benytte mig af, hvis jeg skal have brugt de 800 RM jeg hævede i lufthavnen...

Nåh ja, og så har jeg købt en uges internet for 30 RM. Eneste ulempe er at jeg er nødt til at sidde i lobbyen, for det er dér der er trådløst net. Jeg kan af og til fange lidt signal oppe på værelset, men ikke nok til at man kan bruge det til noget.

torsdag, juni 28, 2007

Godkendt

Sygehuset sagde OK for at sende mig af sted. Jeg får noget skrappere antibiotika mens jeg er væk for en sikkerheds skyld, det har jeg lige hentet på apoteket for en mindre formue.

Nu skal der pakkes! Tøj til varmt vejr og regnvejr, det må vel være det. Og pænt tøj til konferencebrug, noget man har lyst til at stå foran 200 mennesker i. Familiestylisten har hjulpet mig med at vælge :-)

onsdag, juni 27, 2007

Regn, regn, regn

Se, nu regner det igen. Vi har fået en forfærdelig masse millimeter igen i dag. Jeg tror snart jeg går over til at håbe, at mit ukrudt i haven drukner. Gid det også gjaldt de skrækkelige dræbersnegle, der er begyndt at dukke op i år.

Karsten kom ikke hjem onsdag. Målinger udskudt, planer ændret. Torsdag aften sent. Kan lige nå at se ham inden jeg tager toget til lufthavnen halv syv fredag morgen. Ked af det.

Jeg skal ud & rejse!

I dag var sidste arbejdsdag før jeg rejser til Malaysia.

Jeg har faktisk rigtig vundet i lotteriet her. De betaler mig for at flyve til Langkawi for at holde tre kvarters foredrag om Vandrammedirektivet. Hvor heldig kan man være?

Langkawi er sådan et rigtigt turiststed. Hvis man googler det, vælter det frem med rejsebureauer og flyselskaber. Men vi er uden for sæsonen, det regner, gør det. Vejrudsigten er typisk sådan her:
Morning:Weather fair
Afternoon:Cloudy
Night:Rain
Minimum:24
Maximum:33

Strand/pool om formiddagen, ud & se om eftermiddagen og sove om natten. OK for mig. Det skal jo ikke være arbejde det hele.

Så håber jeg bare, lægerne siger OK for mig i morgen. Jeg skal lige aflevere en blodprøve i morgen tidlig, og de vil se resultaterne før de giver slip på mig. Desuden er der vist lige noget arbejde der skal laves, så det bliver hurtigt fredag morgen.