Snegledræber

Jeg har aldrig rigtig forstået det der med at samle iberiske skovsnegle i en spand og hælde kogende vand over dem så de dør - jeg syntes det var lige så nemt at hakke dem midt over med mit mælkebøttejern. Indtil i dag. På min lugerunde var jeg langt om længe nået til rabarberstykket, som ellers har fået lov til at passe sig selv i år. Iberiske skovsnegle kan godt lide rabarber og kvan, kan jeg se. Men ikke purløg - jeg fandt sådan én, godt beskyttet under omkring ½ meter kvikgræs, padderokker, snerler og burresnerre.
Omkring 30 snegle har jeg halveret i dag, og helt ærligt, det er temmelig ulækkert. Bliver det ved, går jeg nok over til kogende vand, selvom det vist også er ulækkert. Ellers hører jeg nok til dem der mener at vi i et eller andet omfang må lære at leve med kræene - det er ikke realistisk at få dem udryddet. Hvad pokker, vi lever med myg, hvepse, bladlus, rotter, mosegrise og så meget andet.
Meeeen - det skal nu ikke forhindre mig i at forsøge at få mine elskede rabarber i fred.

Myreinvasion

En gang om året bliver vores stue udsat for en invasion af flyvemyrer. De kommer op under dørtrinnet ved den ene havedør og vil ud af vinduespartiet i den modsatte side af stuen, så de er over det hele. De sidste dage har vi haft støvsugeren til at stå og flyde midt på stuegulvet for at kunne støvsuge myrerne op med få timers mellemrum. Jeg forstår ikke at de bliver ved med at vælte frem, det plejer kun at vare en dag eller to.

Karsten har købt noget diatomé-jord, som har skarpe kanter og prikker hul på myrerne, så de dør. Det har vi efterhånden brugt en del af, men flyvemyrerne dukker op igen alligevel.

Nu har jeg surfet på nettet og fundet ud af at problemet sandsynligvis skyldes at der er et myrebo nede under vores gulv. Dér er de ikke til at komme til; den eneste måde*) at komme sådan et myrebo til livs, er at bruge myrelokkedåser, hvor myrerne henter forgiftet mad og bringer det ned til deres artsfæller. Hvis man bliver ved længe nok, går boet til grunde. Myrelokkedåser er dyre og holder kun 1-2 uger. Det irriterer mig at jeg må kaste mig i armene på kemikalieindustrien, men helt ærligt, jeg er træt af det krible-krableri.

Mod flyvemyrer derimod virker kun støvsugeren, så den må bliver fremme lidt endnu.

*) Forskellige skadedyrsbekæmpelsesfirmaer tilbyder godt nok også at komme og sprøjte gift ind i revner og sprækker og udrydde myrerne på den måde, men så desperat er jeg alligevel ikke.

Ribs og solbær

Jeg bliver så glad når jeg sidder og plukker ribs, og solen kigger frem mellem skyerne og luner lidt. To et halvt kilo ribs blev det til i dag, og lidt flere solbær. Mange flere end vi plejer at få på de små, skravlede buske. Jeg er især imponeret over de to små ribsbuske, som har været halvkvalt i ukrudt og tydeligvis mangler næring, men alligevel sætter masser af ribs til os.

Nu står der 13 glas solbærmarmelade, ribssaften hænger til afdrypning ved siden af saften til rødgrød i morgen, et halvt kilo ribbede ribs er i fryseren, og en dejlig ribstærte er fordelt i familiens maver.

Hvor er det dejligt at gå her og have god tid til at nusse i haven og sætte lidt skik på huset. Det trænger, og jeg trænger.

Øjnene der ser

Da jeg kom til Langkawi i sidste weekend, var alt hvad jeg så fra taxaen et landskab, ikke meget forskelligt fra hvad jeg har set så mange andre steder. Nu ser jeg rismarker, gummiplantager, kokospalmer og rambutantræer, små boder med frugt eller grønt og små spisesteder, huse i ny og gammel stil og meget andet. Efter at have fået udpeget og fortalt forstår jeg nu hvad jeg ser.

På min første tur til Kuah i mandags kunne jeg ikke finde byen. Nu har jeg været der igen, den syder jo af liv. Man skal gå ind i butikkerne, de er ikke noget set udefra. Modsat mange andre steder bliver man ikke overfaldet af emsige sælgere, men det venlige personale er altid klar til at hjælpe, og der er altid 10 eller 20 procent rabat. Og sådan et livligt gadekøkken er slet ikke skræmmende, tværtimod får man dejlig mad og hjælpsom betjening for næsten ingen penge. Der var hvidløg i mine stegte nudler i dag, det kan jeg smage endnu.

Jeg har købt batik. I starten lignede det alt sammen hinanden, men nu kan jeg se kvaliteter, mønstre og stilarter. Og selv de dyre stykker er ufatteligt billige, så det er smag og kuffertkapacitet der afgør hvor meget man skal have.

Jeg har nu stadig meget tilbage at se og opleve i Malaysia og i Asien i det hele taget, men jeg tror jeg har fundet en nøgle. I aften flyver jeg hjem og håber det vil lykkes mig at medbringe lidt bedre vejr til de regnplagede stakler derhjemme.

Mad, mad, mad

Maden er en fornøjelse her i Malaysia. Malaysisk, kinesisk og indisk mad findes overalt, også med blandingsvarianter. De går op i mad, og de taler om mad. I sådan et gadekøkken kan man få et måltid, der både kulinarisk og sundhedsmæssigt distancerer al fastfood jeg har set i Danmark med adskillige længder - for 3 RM. En femmer.
Jeg har fået god hjælp til at finde ud af hvad det er jeg har spist, de sidste dage. F.eks. har jeg fundet ud af at der ikke er noget der bliver kaldt "hot" eller "spicy" på et spisekort. Man kender vel retterne og ved hvor stærke de er. Hvis der f.eks. står sambal, er det stærkt.

Jeg kan lide det meste. I dag har jeg f.eks. fået fisk i sur-sød sauce, kulsort soyakylling med tørret chili, æg i sambal-sauce og satay-spid (kød) med peanutsauce fra hotellets buffet.

Der er også et stort bord med forretter, men det er jeg ikke ubetinget begejstret for alt sammen. Det er lækkert og fint anrettet, meeeen....
De to her vil jeg godt advare imod. Den første indeholder tørrede fisk, nogle af de små fyre man kan se i poserne på mit billede fra Kuah. En meget speciel smag, det skal selvfølgelig prøves, men helst ikke hver dag. Den anden advarede mine lokalkendte bekendtskaber faktisk imod. Det er stærkt, siger de, og man kan lugte det når man tisser. Ligesom asparges, bare meget værre. Så den holdt jeg mig fra.



Til gengæld har jeg lært at spise rambutan. Alle kvinder her elsker rambutan, tror jeg. De smager også dejligt her, slet ikke den intetsigende frugt jeg har fået i Danmark.

Der er altid frisk frugt på dessertbordet. Desuden kager og budding-agtige ting og geleer med forskellig frugtsmag og gerne lidt farvestoffer, så det ser festligt ud. Somme tider meget godt, somme tider for syntetisk. Forleden til frokost var der sagosuppe med bananer, kokosmælk og palmesukker - jeg fik opskriften af en indisk pige mens jeg spiste. Det var faktisk godt.

Det mest interessante har næsten været de kager og småting, der har været på bordene i the-pauserne i mødeprogrammet. Små forårsruller med chilisauce til, dybstegte kager med frugt- eller kødfyld (altid en overraskelse), kombinationer med "sticky rice" og budding-gelé og ikke mindst forskellige slags rismel/kokosmælk-gelé/budding (ret stiv) med frugtfyld, pakket i pandam-blade. Jeg måtte jo selvfølgelig smage på det hele og fandt ikke noget jeg ikke kunne lide.

Jeg har næsten ikke spist brød og mælkeprodukter her, og slet ingen ost. Sjovt at det er så nemt at undvære noget der normalt fylder så meget.

Tropeparadis?

Så fik jeg da dyppet fødderne i vandet omkring Langkawi. Bo og Sri Pan tog Yap og mig med ud at spise på en restaurant der ligger helt ud til stranden. Jeg kunne jo ikke dy mig, så da jeg havde bestilt en fisk med hvidløg, ingefær og citrongræs, tog jeg en soppetur. Yap var sød og fulgte efter og tog et billede af mig. Solen var lige ved at gå ned, og temperaturen var nok ikke meget over 30 grader.

Det er noget underligt vand. Man kan næsten ikke mærke det fordi det er så varmt. Man bliver egentlig ikke kølet ned af det, først når man kommer op igen og er våd, og vinden køler én lidt.

I dag tog vi en tur i skoven. Det er lidt anderledes end derhjemme, men det var nu et meget civilseret sted med ryddede stier, trapper når det var stejlt og små huse hvor man kunne søge ly for regnen. Det lod vi nu være med; vi var allerede gennemblødte af sved da det begyndte at regne. Da vi kom ned til parkeringspladsen, drak jeg en iskold kokosnød, som man kunne købe i turistbutikkerne der.

Vi kørte til Kuah bagefter og fik frokost i en sjov cafeteria-agtig restaurant, hvor serveringen foregik fra små boder. Én solgte indisk, en anden kinesisk, en tredje malaysisk osv. Jeg fik ris med kylling på kinesisk vis, det smagte glimrende - og vi spiste for 7 RM tilsammen alle tre. Det må man vel kalde overkommeligt.

Jeg er dog stadig ikke helt sikker på at Paradis er tropisk.

PS Man kan klikke på billederne og få dem i en lidt større udgave.

Diskrimination og tørklæder

Politikens rejsebog for Malaysia hævder at landet er noget nær det perfekte eksempel på det multikulturelle samfund. Malajer, kinesere og indere lever fredeligt side om side i kulturel mangfoldighed og med hver sin religion. Men islam er officiel statsreligion i Malaysia, selvom kun 53% af befolkningen er muslimer. Diskrimination af mindretallene er tilsyneladende lovfæstet, og det får en del af de bedst begavede og mest initiativrige kinesere og indere til at emigrere. Trætte af at være andenrangsborgere i deres eget land. Jeg har hørt mange af den slags historier i de få dage jeg har tilbragt her.

Min rejsebog fortæller også at der tilsyneladende er sket en religiøs vækkelse de senere år, og man ser langt flere muslimske kvinder bære tørklæde. Professor Tan, som selv er emigreret til Australien, har gjort samme observation, men hun har en anden forklaring: Det er ikke længere politisk korrekt for muslimske kvinder at gå uden tørklæde. Der bliver kigget skævt og talt bag ryggen, og derfor bruger de det, uanset hvor religiøse de er. Da hun var barn, var det de færreste der brugte tørklæde - nu er det kun meget selvstændige piger, som er ligeglade hvad andre folkt tænker, der ikke bruger det.

De første dage af konferencen var jeg overrasket over antallet af muslimske kvinder og betaget af deres flotte dragter og matchende tørklæder. Seks kvinder og to mænd på talerlisten den første dag, det ser man jo heller ikke så tit. Men nu ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal tænke. Hvor mon de er på vej hen?

Moderne Malaysia

Malaysia har sat sig det mål at man vil træde ind i de industrialiserede landes kreds i 2020. Der er sat fart på den økonomiske udvikling, og hele samfundet er gennemsyret af fremskridtets begejstring, lidt ligesom Danmark var for 50 eller 100 år siden. Hurtigere, nyere, mere moderne og højteknologisk er plusord i Malaysia. Kuala Lumpurs store stolthed er "Twin Towers", som er 452 meter høje og opført i stål og glas; da de blev opført i 1996, var de verdens højeste bygninger. Technomusik og vestlig pop er populært, og alle opfordres til at lære engelsk for at være med fremme i globaliseringen.

Samtidig er det malaysiske samfund utrolig hierarkisk, og titler, former, strukturer og status er meget vigtigt. I aftes ankom den danske ambassadør - han havde forsøgt at sige at han bare ankom uofficielt, men den gik ikke. Der var arrangeret en hel lille forestilling med trommer og dans i anledning af hans ankomst, og jeg fik lært at jeg skal have mit kamera på mig hele tiden.

Jeg har netop fået programmet for aftenens konference dinner, og jeg måtte have en af mine mere lokale venner til at forklare mig hvad det var. Først ankommer gæsterne, og derefter er der afsat 5-10 minutter til ankomst for hver af VIP'erne. Det går der så en halv times tid med, inden der er udveksling af gaver og velkomsttale. Tilsyneladende samme show når de går igen, dog nu uden gaver.

Jeg spiste aftensmad med Bo og ambassadøren i aftes, og ambassadøren spurgte nervøst om der var store officielle gaver, for det har han ikke plads til i sin bagage. Bo berogligede ham, og han fortalte om de fantastisk mange forskellige udgaver af Twin Towers han har. Bo fortalte også at de havde inviteret First Minister for staten her, men han ville ikke komme. Den nationale ressortminister kommer nemlig også, og så kan de ikke finde ud af etiketten - hvem skal gå først ind ad døren, og hvem skal sidde i den midterste stol?

Invisible

Jeg har været meget fascineret af en ung pige jeg har set i restauranten flere gange her på hotellet. Lille og væver, med en ryg så rank som ejede hun hele verden, iklædt en af de her langærmede, lange kjoler, nogle muslimske kvinder bruger ud over deres tøj, og med et tørklæde helt i blonde, som lod det forreste hår titte ud. På hendes ryg stod med store, hvide, "håndskrevne" bogstaver: "If you were invisible for a day, what would you do?"

I dag på konferencen har jeg været overrasket og imponeret over at se seks kvinder og to mænd på talerstolen. Tre af kvinderne med muslimsk hovedtørklæde og lange kjoler eller sæt i matchende, smarte farver og mønstre. Usynlige er de i hvert fald ikke.

Jeg kunne godt ønske mig at være lidt mere usynlig. Det er ligesom at være musunguen, der bliver hele tiden lagt mærke til hvad jeg gør, ikke noget med at falde i med tapetet. Men heldigvis har jeg fået rigtig godt selskab nu af Bo og hans søde kone samt et par stykker til, der er gode til engelsk og har lyst til at snakke. Så nu får jeg forklaringer om mad, sprog, vaner osv. Det er rigtig godt.

Downtown Kuah?

Jeg har været i byen i dag. Kuah, det er den største by på Langkawi. Det kostede bare 26 RM at blive kørt derover, ca. 20 km, så det var jo ikke så slemt. Chaufføren spurgte hvor jeg ville sættes af, "downtown Kuah?" På billedet kan I se hvor jeg blev sat af. Men OK, når en udvidet isenkræmmer kalder sig "shopping centre", så er det her vel også downtown.

Jeg fandt desværre ikke noget marked, selvom jeg ledte i 2½ time. Det er ellers det bedste jeg ved, når jeg kommer til en fremmed by. Men jeg har da været i supermarked, og lidt længere ude fandt jeg butikker der ikke var for turister. Her sælger de tørrede fisk og forskellige snacks. Da jeg ved min datter har et særligt forhold til tørrede fisk, har jeg også taget et billede af det.

Jeg er endelig ved at vænne mig til varmen. De første dage er det som om hele kroppen stritter imod, men nu accepterer jeg det bare, selvom jeg var gennemblødt af sved efter 2½ time i Kuah.

Bo kom i dag, har lige hilst kort på ham, men han har travlt med at stille op og arrangere, så jeg vil ikke gå i vejen. Men jeg glæder mig til lidt selskab til aftensmaden, det er så underligt at spise alene.

Hot

Det var godt at få sovet. Jeg har faktisk sovet næsten 10 timer, så meget har jeg ikke sovet i månedsvis. Jeg havde nok brug for det. Ved 7-tiden var jeg oppe og kigge ud. Det var lige før daggry, og varmen slog mig i møde da jeg åbnede terrassedøren.

Morgenmadsbuffeten var ikke som noget jeg har set før. Varme retter med kylling, pølser, nudler og chilisauce i lange baner, frisk frugt og en mand der stod og lavede friske omeletter samt lidt brød og marmelade for turisternes skyld, tror jeg det var. Og en hel masse kinesere, jeg ved ikke hvor de er kommet fra mens jeg sov.

Jeg er anderledes her, hele tiden synlig. Til gengæld forventer de ikke at jeg kender skik og brug, det kan godt være en fordel, for det gør jeg ikke.

De andre turister er mest kinesere, indere og arabere - foruden malaysierne, selvfølgelig. De taler forskellige sprog, jeg ikke forstår, men udlændingene kan kendes på at de taler engelsk til malaysierne (som jo også er et sammensurium af forskellige folk).

Malaysierne er meget venlige og hjælpsomme, men hvis de ikke forstår hvad man siger, vil de ikke indrømme det. De gætter bare, og så sker der noget andet end det man havde tænkt sig. Lidt upraktisk, men jeg nænner ikke at sige noget. Som i aftes, hvor jeg havde bestilt frugt til dessert, troede jeg, men det havde jeg åbenbart ikke. Så jeg ventede en evighed inden jeg besluttede mig for at betale i stedet for - og gå i seng.

Jeg fik en af husets specialiteter til aftensmad - king prawns in spicy sauce. Hvis dét er "spicy", hvor er så grænsen til "hot"? Heldigvis kom jeg i tanker om, at man skal kaste maden ind bag i munden, når man får stærk chili, så jeg fik skam mad. Og det smagte fantastisk godt - til 20 RM.

Ellers står den på arbejde i dag. Jeg har kun internetforbindelse i lobbyen, hvor der ikke er aircondition, men noget over 30 grader i skyggen midt på dagen. Nu har jeg fået tjekket posten, og resten af arbejdet, det bliver på værelset. Jeg må hellere se at få mit indlæg til på tirsdag færdigt.